Ydelser

PILU A/S arbejder i spændingsfeltet mellem arkitektur, udvikling og strategisk rådgivning i Grønland. Vi forener arkitektonisk kvalitet, forståelse for brugerne, arktisk indsigt, teknisk realiserbarhed og forretningsmæssig forståelse – fra de første strategiske overvejelser til det færdige byggeri.

Vores arbejde er forankret i stedets identitet, mennesker, klima og samfundsmæssige betydning. Vi udvikler robuste, bæredygtige og realiserbare løsninger til det byggede Grønland.

ARKITEKTRÅDGIVNING

Vi udvikler stedsspecifik arktisk arkitektur med fokus på mennesker, funktion, bygbarhed, totaløkonomi og langsigtet værdi. Vores arbejde spænder fra bygningsdesign i nybyggeri og transformation til ombygning, renovering, byplanlægning og helhedsplaner samt programmering og behovsafdækning. I alle projekter arbejder vi med at omsætte stedets potentialer, bygherrens visioner og brugernes behov til robuste, funktionelle og arkitektonisk stærke løsninger.

Vi arbejder samtidig systematisk med digitale værktøjer for at sikre præcision, gennemsigtighed og effektivitet i projekterne. Gennem BIM-baseret projektering, digital kvalitetssikring og struktureret håndtering af projektinformation skaber vi et solidt grundlag for koordinering, dokumentation og databaseret beslutningsstøtte. Digitalisering er for os ikke et mål i sig selv, men et redskab til højere kvalitet, bedre samarbejde og mere sikre beslutninger gennem hele projektets forløb.

Vi har stor erfaring som totalrådgiver og varetager ofte det samlede ansvar for projektets udvikling og gennemførelse. Som totalrådgiver sikrer vi, at arkitektur, teknik, økonomi og proces tænkes sammen fra start – ikke som adskilte discipliner. Det giver bygherren én indgang og én ansvarlig partner, som sikrer sammenhæng, kvalitet og fremdrift gennem hele projektet.

PROJEKTERINGS- & IT-LEDELSE

Vi leder og koordinerer rådgiverteamet gennem projekteringen og sikrer en klar struktur og sammenhæng mellem arkitektur, ingeniørfag, myndighedskrav og projektets overordnede mål. Vores fokus er at skabe fremdrift, høj faglig kvalitet og løsninger, der er teknisk robuste og realistiske at gennemføre.

Som en integreret del af projekteringsledelsen varetager vi også IKT-ledelsen. Vi fastlægger rammerne for digitalt samarbejde, strukturering af projektinformation og anvendelsen af BIM og andre digitale værktøjer i projektet. Det omfatter blandt andet udarbejdelse og opfølgning på IKT-specifikationer, koordinering af digitale modeller, håndtering og udveksling af data, dokumentation og informationer.

Målet er et effektivt og transparent projekteringsforløb, hvor alle rådgivere arbejder på et fælles digitalt grundlag. Det styrker koordineringen mellem fagene, reducerer risikoen for fejl og giver bygherren et bedre og mere sikkert beslutningsgrundlag gennem hele projektets udvikling.

BYGGELEDELSE OG FAGTILSYN

Vi varetager bygherrens interesser i byggefasen og sikrer at projektets arkitektoniske og tekniske intentioner realiseres og dokumenteres korrekt. Samtidig følger vi budget og tidsplan tæt og sikrer en struktureret aflevering med opfølgning på mangler og garantiforpligtelser.

Gennem systematisk tilsyn sikrer vi, at arbejdet udføres i overensstemmelse med projektmateriale og krav, og vi håndterer afvigelser professionelt.

BYGHERRERÅDGIVNING

Som bygherrerådgiver bistår vi bygherren i de afgørende beslutninger gennem analyser, risikovurderinger og økonomiske scenarier, der skaber et solidt grundlag for projektets udvikling. Vi rådgiver om kontraktstrategi, valg af udbudsform og organisering af samarbejdet med rådgivere og entreprenører samt bistår i forhandlinger, så ansvar, ydelser og risici er tydeligt fordelt.

Under opførelsen kan vi desuden fungere som bygherrens repræsentant og rådgiver og følge projektets fremdrift, økonomi og kvalitet tæt, så bygherren har et kvalificeret beslutningsgrundlag gennem hele byggeprocessen. Vores fokus er klare aftaler, gennemsigtighed i økonomi og proces samt en robust risikostyring, der sikrer et trygt og velstyret byggeforløb.

STRATEGISK RÅDGIVNING

Vi tilbyder også strategisk og procesorienteret rådgivning i projekter med høj kompleksitet og samfundsmæssig betydning.

Her arbejder vi med at udvikle et klart strategisk grundlag for projekter gennem formulering af visioner, strategier og konceptuelle idéer, der kan samle aktører og skabe retning for projektets udvikling. Vi rådgiver om myndighedsprocesser og planforhold samt om organisering af projekter, samarbejdsformer og partnerskaber mellem offentlige og private aktører. Samtidig anvender vi analyser og simuleringer som beslutningsgrundlag, herunder LCA- og LCC-beregninger, DGNB- og ESG-analyser samt udvikling af by- og samfundsmodeller, der belyser projektets økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser.

Målet er at skabe robuste beslutningsgrundlag og bæredygtige løsninger, der kan realiseres i praksis og skabe værdi på både projekt- og samfundsniveau.